Bilsalget i fortsat vækst

Danskerne køber fortsat mange biler. Personbilssalget steg i oktober med 36 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Både det traditionelle bilsalg og det hastigt fremadstormende leasingmarked voksede og personbilsalget fortsatte dermed den vækst, der har kendetegnet 2010. Efter flere års konstant fald kan varebilsmarkedet for anden måned i træk præsentere tocifrede vækstrater. Salget steg 15 procent sammenlignet med samme måned sidste år, men er dog historisk set fortsat på et ganske lavt niveau.

    2007 2008 2009 2010 Ændring
2009-2010
Personbiler  okt 14.533 11.342 9.992 13.583 35,90%
  jan - okt 133.647 133.240 91.578 124.350 35,80%
Varebiler  okt 3.879 2.605 1.114 1.280 14,90%
  jan - okt 47.421 29.630 12.394 12.368 -0,20%
Lastbiler  okt 561 619 147 232 57,80%
  jan - okt 6.034 5.797 2.985 2.346 -21,40%

Der sælges fortsat rigtigt mange biler i Danmark. 13.583 nye personbiler blev indregistreret i oktober. Heraf var de 4.754 leasede og af disse blev var de 872 leaset af private. Dermed voksede det samlede leasingmarked med 78 procent og privatleasing med 64 procent sammenlignet med oktober 2009.

”Vi er vidne til en meget stærk udvikling på bilmarkedet i øjeblikket. Både de private forbrugere og erhvervsvirksomhederne køber nye biler i langt større omfang end sidste år og med 124.350 solgte personbiler er markedet vi på vej mod et usædvanligt godt år.” siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.  

Det er bl.a. den stigende interesse for leasing, der er med til at trække bilmarkedet fremad.

”Som vi kan se på den fortsatte stigning i antallet af leasingbiler, så har både virksomheder og private for alvor taget denne finansieringsform til sig. Ikke mindst for de private er det som bekendt et forholdsvist nyt fænomen herhjemme, og selvom det i antal fortsat kun er en mindre del af de private bilkøbere, der vælger at lease, så er det et marked med meget kraftige vækstrater, der helt klart har været med til at understøtte den flotte udvikling i 2010. Derfor forventer vi også at leasingbilerne vil få en stigende del af markedet i 2011”, siger Bent Mikkelsen.

Varebiler har knækket kurven. 
For anden måned i træk var der tocifrede vækstrater på varebilsmarkedet. Varebilssalget steg med 15 procent og det lover godt for det ellers så trængte segment.
 
”Det er meget positivt at varebilsmarkedet nu for alvor begynder at vise tegn på fremgang. 1.280 solgte biler er fortsat et meget lavt niveau, og to måneder med vækst er ikke nok til helt at aflyse krisen, men fortsætter udviklingen i de kommende måneder er det tegn på at de små- og mellemstore virksomheder igen har mod på at foretage investeringer”, siger Bent Mikkelsen. 

Lastbiler i fremgang.
Nyregistreringerne steg også i oktober. Hele 58 procent voksede antallet af nyregistreringer sammenlignet med samme måned sidste år. I alt blev der nyregistreret 232 nye lastbiler i oktober.

”Lastbilsmarkedet ser ud til at være i langsom bedring, efter at have været mere eller mindre underdrejet siden 2008. Selvom der fortsat er et forholdsvist beskedent antal nyregistreringer i oktober, så det positivt at der nu er vækst, selvom 2010 generelt har været præget af tilbagegang på dette marked”, slutter Bent Mikkelsen.