Tom Kristensen med alle sine otte Le Mans-pokaler samt sejrsbillede fra Le Mans 2008, hvor han vandt for ottende gang sammen med sine Audi-kolleger Dindo Capello og Allan McNishHæderen vælter ind over Tom Kristensen. På mindre end en uge har britiske Autosport og Ber­ling­ske Tidende kåret ham til hen­holds­vis årtiets bedste sports­vogns­kører i ver­den og årtiets stør­ste sports­profil i Dan­mark, og nu følger TV 2’s seere efter ved at kåre ham til årtiets største danske sportsnavn.

Af næ­sten 10.000 afgivne stemmer på TV 2 Sporten har den 42-årige ra­cerlegende fået over dobbelt så stor opbakning som listens num­mer to, de danske håndboldherrer, der igennem det seneste årti har præsteret én guld- og fire bronzemedaljer ved EM og VM. 

”Jeg kan kun sige en stor tak til de mange, der med deres stemmer har vurderet mine resultater til at være større end vores succesfulde hånd­boldherrer, dameholdets tre-dobbelte OL-triumfatorer samt fire andre vindere af B.T. Guld, nemlig Guldfireren, Nicki Pedersen, Mikkel Kessler og Michael Maze. Når man så yderligere supplerer med Mor­ten Andersens fantastiske karriere i amerikansk fodbold, er det jo lutter internationale sværvægtere, jeg har været oppe imod,” siger Tom Kristensen. 

”For ti år siden tro­ede jeg ikke selv på, at min karriere skulle ud­vikle sig så positivt, men jeg var heldig med sidst i 1999 at tegne kontrakt med Audi på et tidspunkt, da vi begge brændte ekstremt for at opnå succes. Vi har som team udviklet os sam­men, og hele proces­sen med at gøre Audi til et stor­hold inden for motorsport har også været en ud­vikling for mig som menne­ske. Jeg har været velsignet med fanta­stiske kol­leger og de udfor­dringer, der er nød­vendige for stadig at kunne brænde for sin sport, og jeg kan ikke vente på, at den kom­mende sæson – og et nyt årti! – går i gang,” slår en taknemmelig Tom Kristensen fast.

Resultatet af TV 2 Sportens afstemning:
Nr. 1: Tom Kristensen (40 pct.)
Nr. 2: Håndboldherrerne (16 pct.)
Nr. 3: Guldfireren (11 pct.)
Nr. 4: Håndboldkvinderne (8 pct.)
Nr. 5: Michael Rasmussen (8 pct.)
Nr. 6: Morten Andersen (7 pct.)
Nr. 7: Mikkel Kessler (6 pct.)
Nr. 8: Nicki Pedersen (2 pct.)
Nr. 9: Jon Dahl Tomasson (2 pct.)
Nr. 10: Michael Maze (2 pct.)

Tom Kristensen blå bog:
Født i Hobro 7. juli 1967. Samleverske Hanne Andersen. Tre børn, to drenge og en pige på henholdsvis 13, 2 og 10 år.
Karriere: Uddannet som bankmand i Himmerlandsbanken. Professionel racerkører siden 1991 med bopæle i Tyskland, Japan, Luxembourg og nu Monaco.
Største løbsresultater: 8-dobbelt vinder af 24 Timer Le Mans (verdensrekord), 5-dobbelt vinder af 12 Timer Sebring (verdensrekord), amerikansk Le Mans-mester 2002, sejre i alle de internationale løbsklasser (15), han har deltaget i.
Hædersbeviser: Tre gange verdens bedste sportsvognskører. To gange B.T. Guld. To gange Årets Sportnavn i DK. To gange Årets Danske Sportsprofil. To gange Årtiets Danske Sportsprofil. Århundredets kører i DK. Seks gange Årets Kører i DK.