Tom Kristensen og Mattias Ekström skal de kommende dage forsøge at leve op til sejren i 2006 i Race of Champions i BeijingRacerkø­reren Tom Kri­stensen har må­ske nok sluttet både Le Mans- og DTM-sæso­nen af, men stadig mangler kon­geløbet over dem alle her i 2009. Det af­vikles i de kom­men­de dage på det olympiske sta­dion i Beijing, Kina, hvor en række af verdens bedste kø­rere mø­des i det traditi­onsrige ”Race of Champions”. 

Blandt årets deltagere er ud over den danske Le Mans-rekordholder den 7-dobbelte Formel 1-legende Michael Schumacher, hans tyske efter­kom­mer Sebastian Vettel, den nyslåede F1-verdensmester Jen­son Button, den tidligere rally-verdensmester Marcus Gronholm, den tidligere touring car-verdensmester Andy Priaulx og den dob­belte DTM-mester Mattias Ekström. 


 

Race of Champions - Nations Cup

 


Race of Champions er delt op i en nationskonkurrence og en indi­viduel turnering. Tom Kristensen stiller for fjerde gang op i ”Nations Cup” sam­men med sin Audi-kollega Mattias Ekström på et skandi­na­visk hold, der plejer at nå langt. Holdet vandt titlen i 2006 og nåe­de sidste år finalen, hvor det dog blev til et knebent nederlag mod Schu­macher og Vettel. 

Igen i år har de to skandinaver været blandt de hurtigste i DTM, hvor de samlet har sat sig på halvdelen af mesterskabets tidtag­nin­ger. Kristensen har desuden i marts taget rekorden for flest sejre i det klassiske 12-timers-løb i Sebring, så selv om dåbsattesten efterhån­den siger 42 år, er danskeren opsat på at gøre en god figur i Kina. 

”Jeg har haft en rigtig god sæson, hvor jeg faktisk har følt mig bedre kørende end i de seneste år. Forhåbentlig vil det smitte lidt af her­ude i Beijing, hvor jeg har været med Mattias og et par amerikan­ske kørere oppe for at se på den kinesiske mur. I de kommende dage skulle det gerne blive os, der agerer en uovervindelig mur,” siger Kri­stensen fra Østen. 

I alt 18 klassekørere skal i ilden de to dage på det olympiske stadi­on, Fuglereden, hvor der er anlagt en 1 km lang dobbeltbane i asfalt. Kørerne mødes parvis og krydser midtvejs banen, således at de kom­­mer til at køre et identisk forløb. I Race of Champions køres der i en række forskellige biler, dog naturligvis således, at kørerne i et heat dyster i identisk mate­riale. 

Euro Sport sender både tirsdag (Nations Cup) og onsdag (individuel) live fra kl. 13 til 16.