Tom Kri­stensen si­ger i week­en­den et ve­modigt farvel til sin DTM-kar­riere på Ho­cken­heim. Løbet bliver samtidig et farvel til Kristensens tid inden for stan­dardvogne.

“Det bliver lidt mær­keligt, men jeg har haft en hel sæson til at væn­ne mig til tan­ken, og lige nu glæ­der jeg mig fak­tisk rigtig meget til mit afskedsløb i DTM," siger Tom Kristensen.

Det har mange betydninger for den nu 42-årige dansker at skulle ta­ge afsked med det formentlig hårdeste standardvognsmesterskab i verden på Hockenheim. Det var netop på denne bane, han i 2007 var tæt på at blive slået ihjel, men samtidig er det den bane, hvor han senest scorede en DTM-sejr, nemlig i årets åbningsløb i maj.

“Jeg håber at kunne forlade serien med et godt resultat, enten i form af en podieplacering eller ved at have hjulpet Audi til endnu et mesterskab," siger Kristensen.
Danskerens team-kollega Timo Scheider ligger før finalen med et for­spring på syv point ned til Mercedes-køreren Gary Paffett, og kun de to kan vinde 2009-titlen. Lykkes det for Scheider at forsvare sit me­sterskab fra sidste år, vil det være første gang i historien at et mær­ke vinder DTM tre år i træk.

“Løbet har derfor enorm betydning for Audi, specielt i et år, hvor det ikke lykkedes at vinde Le Mans. Jeg vil som loyal kører derfor gøre mit til at hjælpe Timo frem, også selv om jeg eventuelt skal bruges strategisk og derfor ikke kan køre min egen chance fuldt ud," siger Tom K.

Himmerlændingen kan se tilbage på seks år i DTM med tilfredshed. Ganske vist har han ikke vundet en titel, for hans uheldsrate har været pænt over gennemsnittet, kulminerende med uheldet den 22. april 2007, da han blev torpederet sidelæns med en kraft på 65G. Uheldet kostede et par måneders pause, selv om lægerne havde vurderet, at det ville tage et par år at komme sig efter så voldsomt et crash.

“Dengang blev der spekuleret i, om ikke det havde været klogest at stoppe. Jeg ville imidlertid gerne selv have lov til at bestemme, hvor­når det var tiden for at trække stikket, og jeg synes, jeg har kunnet være min indsats bekendt. Jeg havde ikke nogen stor 2008-sæson, dels på grund af uheld, dels fordi jeg stadig døjede med efterveer som hovedpine og mathed. I år har jeg fysisk haft det fantastisk, men uheldene har forfulgt mig i løbene. I kvalifikationerne er det imid­lertid gået fint, så jeg har fået vist over for alle tvivlerne, at jeg stadig har haft farten til at kunne gøre mig gældende i toppen,“ slår Kristensen fast.

Med til at understrege Le Mans-legendens fornemmelse er, at han i sine seks år som førstekører for Audi faktisk har det bedste kvalifika­tionsgennemsnit af alle Audi-kørere. Kristensen har kørt sig ind på en pole position med gennemsnitligt 6,5 løb, mens den dobbelte mester Matias Ekström har brugt 7,1 løb og den unge tysker Martin Tomczyk 13,0 løb pr. pole.
Den forsvarende mester Timo Scheider har et DTM-gennemsnit på 13,8 løb pr. pole, men heri er indregnet årene hos det mindre kon­kurrencedygtige Opel-mærke.

Tom Kristensen startede sin karriere inden for standardvogne, da han i 1990’erne var fabrikskører for Toyota i Japan. Her blev det sideløbende med et stort program i formelklasserne til to fulde sæso­ner med standardvogne og en række sejre, inden nordjyden i 1998 fik kontrakt med Honda om at køre i det tyske STW-mester­skab. Også her blev det til mange sejre, inklusive et historisk løb på Nür­burgring i 1999, hvor Kristensen efter et uheld i første heat startede nummer 16 i finalen, men ikke desto mindre vandt med en småram­poneret bil.

I 2000 fortsatte Tom K med at køre standardvogne for Honda i Bri­tish Touring Car Championship England, atter med mange sejre på CV’et. Efter et par år som fuldtids sportsvognskører for Audi fik Kristensen i 2004 debut i DTM, sideløbende med en plads som fast mand hos Audi på Le Mans.

Fra 2010 vil den otte-dobbelte Le Mans-vinder atter udelukkende koncentrere sig om de sportsvogne, der har slået hans navn fast i historiebøgerne, og naturligvis atter for Audi.