Tim Svanholt har vist blændende kørsel i de seneste løb og er blandt favoritterne til total sejren i Rally Midtsjælland.Lokale Tim Svan­holt sigter på Top 3 i løb med nye ha­stig­heds­prø­ver. 

Hedelands Motor­klub er parat med et ambitiøst løb til dan­marks­me­ster­skabet i rally. Fjerde og næstsidste afde­ling af mester­skabet fin­der sted på kræ­vende lande­veje mel­lem Roskilde og Ring­sted samt i det syd­lige Hornsherred lørdag den 26. september og byder på 128 kilometer hastig­hedsprøver ud af en samlet løbsdistance på 365 kilo­meter.

"Det er tre år siden, vi sidst havde en afdeling af danmarksme­ster­skabet, og nu tilbyder vi et rally med en del nye prøver med prøve­længder på op til knapt 14 og 17 kilometer for de længste," oplyser løbsleder Henrik Jen­sen fra den arrangerende klub.

Rally Midtsjælland har DSV Miljø, dækfirmaet Yokohama, byggeplads­indret­ningsfirmaet CP og en række andre partnere som sponsorer. Blandt favo­ritterne til totalsejren er en af den arrangerende klubs egne kørere, Tim Svanholt fra Øm, som stiller op med Per Henriksen i navigatørsædet i sin lynhurtige VW Golf GTI med over 260 HK.

Tim Svanholt har vundet næsten alt i rally, blot ikke den eftertragtede DM-titel. Men i år har han absolut muligheden.Tim Svanholt kø­rer i øjeblikket fra succes til succes, og han føler sig rustet til tæn­derne:

"I det seneste DM-rally blev vi nr. 4 og bedste tohjuls­truk­ne bil, og forle­den vandt vi total­sejr i et stort rallysprint med 100 deltagere i Yokoha­ma­mester­skabet, så vi føler os rigtig godt kø­ren­de. Jeg sat­ser på en place­ring i Top 3," siger dygtige Tim Svanholt, der har vun­det næsten alt i rally, herunder europamesterskabet i rally for F2-bi­ler – blot ikke den eftertrag­tede DM-titel. Men i år har han absolut muligheden.

Rally Midtsjælland er bygget op omkring et stort rallycentrum hos DSV Miljø i Øm mellem Roskilde og Ringsted, hvor tilskuere har rig lejlighed til at følge med i begivenhederne. Der er teknisk kontrol fredag aften den 25. september hos dækfirmaet Vulkano i Rorup. Før­ste bil starter i Øm lørdag den 26. september kl. 8, og målet nås samme sted kl. 18.30.