Som en sikker for­årsbe­bu­der kom­mer ver­dens mest solg­te, åbne sports­vogn nu på markedet i en fa­celiftet version. Det drejer sig na­turligvis om Mazda MX-5, der i år kan fejre sit 20 års jubilæum.  Den nu­værende, 3. ge­nera­tion kom på mar­kedet i 2006, og nu er tiden altså in­de til en tek­nisk og kosmetisk opgradering.

Selvom Mazdas MX-5 er blevet modificeret og ændret på en række punk­ter, er der ikke pillet ved det originale koncept. En MX-5 er sta­dig en ægte roadster med langsliggende motor foran, baghjuls­træk, lav vægt og en smittende køreglæde.

Man kan også som hidtil vælge mellem Mazda MX-5 med manuel stof­ka­leche og MX-5 Roadster Coupe med hårdt tag i form af et elek­trisk folde­tag i kunst­stof.

Det nye består i en mere sportslig og aerodynamisk ud­form­ning af bilens for- og bagende med blandt andet nye kofangere samt for- og baglygter. Indvendigt er der visse steder anvendt nye og mere eks­klusive materia­ler, ligesom 2.0-liters modellen har fået nye Recaro-sportssæder med betræk af læder og Alcantara.

Samtidig er der ind­ført en række tek­niske ændringer, der er med til at for­stær­ke den inspi­re­rende køreop­levelse i en Mazda MX-5.  Moto­rer­ne på 1.8 og 2.0 liter yder fortsat henholdsvis 126 hk og 160 hk, men un­der­vog­nen er fin­justeret, og 2.0-liters motoren har fået en mere sports­lig karak­teristik i og med, at den nu roterer med op til 7.000 omdrej­ninger i minut­­tet mod før 6.500 omdrejninger i minuttet.

For første gang nogensinde i Dan­mark kan Mazda MX-5 også fås med en automatisk gear­kasse med mulighed for manu­elle gear­skift via kontakter ved rattet. Den auto­matiske gear­kasse har 6 trin og kan bestilles til Maz­da MX-5 med 2.0-liters motor.

Modelprogrammet består fremover af Mazda MX-5 1.8 med stofkale­che og som Roadster Coupe til priser fra henholdsvis 364.185 kr. og 390.369 kr. Mod en merpris på 9.000 kr. kan den leveres med læder­sæder og 5-trins sædevarme. Standardudstyret omfatter blandt andet aircondition, 16” letmetalfælge, læderrat, CD-radio og dobbelt udstødning.

Mazda MX-5 2.0 koster fra 444.186 kr. med stofkaleche og 470.187 kr. som Roadster Coupe. Merprisen for den 6-trins automatiske gear­kasse er 20.000 kr. Standard i MX-5 2.0 er Recaro-sports­sæder med læder og Alcan­tara, auto­matisk klima­anlæg, 17” letme­talfælge, fart­pilot og 5-trins sædevarme.

De første eksemplarer af den faceliftede Mazda MX-5 er ankommet til danske Mazda forhandlere.

annonce - klik på logo
Alm. Brand Bilkredit

Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.