Efter en skuf­fende tid­tagning tog Tom Kri­stensen revanche i søn­­da­gens DTM-løb på Brands Hatch, da han stod for det største avance­ment i feltet og kun­ne notere en sy­ven­deplads og dermed to point. Disse var lige nøjagtigt nok til, at han med Audi-kollegaen Timo Schei­­der genero­brede første­pladsen i team-mesterskabet.
   ”Efter sådan et løb ærgrer man sig endnu mere over, at det kikse­de i kvalifikationen. Jeg havde god fart i bilen, men med start fra en tolv­teplads var det svært at komme frem på den mindste bane i ka­lenderen. I løbets sidste tredjedel skyggede jeg Mercedes-køreren Bruno Spengler, men mine dæk var helt slidt ned efter et tidligt sid­ste pitstop, så jeg havde ikke greb nok til at turde satse et angreb. Banen var glat efter regn i begyndelsen af løbet, og i flere sving lå der også grus som følge af en række afkørsler undervejs. Jeg hå­bede på en fejl fra Spenglers side, men den kom ikke,” sagde Tom K efter afslutningen i England.
   For Audi blev det efter fiaskoen i seneste afdeling på Nürburgring, hvor mærkets tre førende biler – heriblandt Tom Kristensen fra pole – måtte en ekstra gang i pit på grund af en fejlvurdering af en mete­orolog, oprejsningens time. Regnen i begyndelsen af løbet kunne udvikle sig, men denne gang holdt Audis prognoser vand.
   ”Det var godt for os, især fordi vi med Timo Scheider i spidsen for løbet næsten kun kunne træffe en forkert beslutning. Sidste gang kostede det en sejr til Tom, men i dag formåede vi at stille den rig­tige taktik. Med Timos sejr er der nu ni point ned til nærmeste for­følger, så det ser godt ud før sæsonens tre sidste løb. Men, som vi så på Nürburgring, kan alt ske i DTM, så vi tager intet for givet,” sagde Audis motorsportschef Dr. Wolfgang Ullrich.
   Tom Kristensen fik i øvrigt til løbet besøg af sin gode ven, golf­spil­leren Søren Kjeldsen.
   ”Søren missede ligesom jeg i går ”cuttet”, da han deltog i Euro­pe­an Tour på Gleneagles, så det var en skidt weekend for os nordjy­der. Nu går vi ud og får et herremåltid i aften, og så vender vi fryg­teligt tilbage,” lovede Tom K straks efter syvendepladsen.