En tyvstart i sønda­gens DTM-løb på Oschers­leben øde­lagde alle Tom Kri­sten­sens chan­cer for et topresultat. Danskeren blev korrekt idømt en drive through, og efter denne ekstra tur gennem pitten var alle mulig­heder for en plads i poin­tene minimale. For at gøre ondt værre blev Kristensen sidst i løbet involveret i et sammenstød med den unge Mercedes-kører Maro Engel, hvilket betød en afkørsel og et stk. ødelagt Audi A4-racer.
”Det eneste positive at sige fra denne weekend er, at jeg nu har ført begge sæsonens DTM-løb,” sagde Tom K galgenhumoristisk efter løbet.
”Tyvstarten var den første i karrieren, og helt ærligt aner jeg ikke, hvad der skete. Jeg var rimeligt rolig, men min finger må være smut­tet, for pludselig hamrede jeg bare af sted. Efter min drive trough fik jeg overhalet de bageste lidt efter lidt, hvilket gav nogle intense øje­blikke. Min højre bagsplitter blev revet af, men alligevel fik jeg hentet ind på dem foran. Mit andet pitstop kiksede desværre og blev dob­belt så langt som normalt, og så røg jeg ned i feltet igen. Fem omgange før mål overhalede jeg Engel med det inderste sæt hjul på græsset i en højrekurve, og herved må jeg have fået samlet noget skidt på dæk­kene. En halv omgang senere gik jeg igennem en hurtig chikane, da en ordentlig klump opsamlet dækgummi rev sig løs, så jeg røg ud i rabatten. Jeg fik reddet bilen og kom ind på banen igen, men des­værre kunne Engel ikke undgå mig. Vi røg begge af banen og måtte som de eneste i dag udgå, så alt i alt var det et løb til glemmebogen. Det positive er, at jeg havde speeden i dag til en sejr, og uden tyvstarten var jeg formentlig endt på podiet igen. Nu vandt i stedet min teamkollega Timo Scheider karrierens første DTM-sejr, og stort til lykke med det. Timo var hele weekenden hernede ekstremt hurtig, og han bliver nu en yderst seriøs kandidat til mesterskabet, mens jeg med nul point i dag har forringet mine egne chancer,” erkender Kristensen.
På trods af afkørslen i dag kan Kristensen glæde sig over endnu en dobbeltsejr til Audi over ærkerivalerne fra Mercedes, ligesom han sammen med Scheider fører team-mesterskabet i DTM.

Resultat af DTM 2, Oschersleben:
1: Timo Scheider, Audi A4 2008 44 omg.
2: Martin Tomczyk, Audi A4 2008 +1,452 sek.
3: Bruno Spengler, Mercedes 2008 +3,751 sek.
4: Paul di Resta, Mercedes 2008 +4,698 sek.
5: Jamie Green, Mercedes 2008 +6,044 sek.
6: Markus Winkelhock, Audi 2007 +6,595 sek.
7: Mike Rockenfeller, Audi 2007 +7,663 sek.
8: Mattias Ekström, Audi 2008 +11,765 sek.


Stillingen i mesterskabet efter to runder:
1: Timo Scheider, Audi   18 p.
2: Martin Tomczyk, Audi  12 p.
3: Mattias Ekström, Audi  11 p.
4: Bruno Spengler, Mercedes  11 p.
5: Jamie Green, Mercedes  7 p.
6: Tom Kristensen, Audi  6 p.

Stillingen i teammesterskabet:
1: Audi Sport Team Abt (Scheider/Kristensen) 24 p.
2: Audi Sport Team Abt Sportline (Tomczyk/Ekström) 23 p.
3: Mercedes-Benz Bank AMG (Spengler /di Resta) 16 p.

Foto-byline: Gordon Kristensen