Spændingen er på kogepunktet. Tom Kristensen sidder bag rattet i sin Audi A4 og afven­ter, at lyset i de røde lamper forsvinder. Vi er til årets første DTM løb på Ho­ckenheim, den 22. april 2007. Et par uger forinden er han blevet far for tred­je gang. På første omgang går det galt – gruelig galt. Audi Magazine har talt med Tom om status efter ulykken og for­vent­ningerne til 2008.

Vi fanger ham under et træningsophold i Algäu i Tyskland, hvor han igen­nem en uge gennemfører et hårdt fysisk program som bl.a. in­volverer mange dag­lige kilometer på langrendsski, styrketræning og en række fysiske tests hos sportslægen.

Selvom han på ingen måde synes at have berøringsangst med detal­jer om­kring ulykken skinner det alligevel igennem, at han helst taler om fremti­den og ikke så meget om den grimme ulykke, der ifølge ham selv har ændret ham som person.

”Jeg er blevet mere afslappet og bedre til at se tingene lidt fra di­stanc­en. Og så er jeg blevet bedre til at optimere nuet og måske gi­ve folk omkring mig et skulderklap. Jeg føler i det hele taget, at jeg er blevet bedre til at leve i nuet. Det har været en hård tid for mig, men jeg har hele tiden selv troet på, at jeg kunne komme tilbage. Jeg har stadig eftervirkninger i hoved og nakke og selv­om doktoren siger, at der kan gå flere år før smer­terne går helt væk, kan jeg mær­ke, at det går fremad måned for måned”.

Han holder en kort pause, inden han fortsætter: ”Det første jeg kan huske efter ulykken er det hvide loft i Hockenheims medical centre.
Jeg kan registrere ansigterne på Dr. Ullrich og de læger, som står omkring mig. Jeg husker stadig deres ansigtsudtryk, og på det tidspunkt er jeg godt klar over, at det er alvorligt. Jeg kan høre bilerne køre på banen, og spørger om min bil er smadret og om der er safetycar på banen, hvortil Dr. Ullrich sva­rer, at løbet har været stoppet i tyve minutter, og at de er først lige er begyndt at køre efter safety car. Jeg havde altså været helt væk....”

Som han fortæller i detaljer om sin ubehagelige oplevelse, får man øjnene op for risikoen ved at arbejde bag et rat i en racerbil. Toms bil snurrede rundt på en af Hockenheims hurtigste strækninger og udviklede en kraftig røg, som reducerede sigtbarheden for de bag­vedkørende. De to første biler nåede at afvige, men de to næste tor­pederede bogstavelig talt Toms bil. Selve impac­ten blev målt til 63G!

Til sammenligning oplever en jagerpilot med 125.000 hk i ryggen op til 9G, når flyet svinger. Så der er ingen tvivl om, at Tom var heldig og kun over­le­vede i kraft af sin gode fysiske form og en hjælpende hånd fra oven.

”Men jeg er tilbage nu, og er både lettere og i mit livs form, selvom jeg er blevet ældre. Faktisk er jeg i bedre form nu end jeg var året før ulykken ske­te, hvilket motiverer mig meget og giver ekstra blod på tanden i jagten på metal i 2008.”

2008 byder på tre store begivenheder for Tom. Sebring fra 12. – 15. marts, der er det amerikanske 12-timers Le Mans. Kørerteamet består ud over Tom af Capello og McNish. Samme team skal køre 24-timers Le Mans den 14.- 15. juni, hvor Tom jagter sin ottende sejr. DTM serien bliver skudt i gang med præsentationen den 6. april, hvor han stiller i en ny Audi A4 – eller rettere en bil der ligner en Audi A4. Faktisk er det kun taget som er taget direkte fra A4. Resten er byg­get i carbon og andre avan­cerede mate­rialer i A4-design, hvil­ket er med til at bringe prisen på Toms ”firmabil” op på 10 mio. kroner.

”Som det er tilfældet i den nye gadeversion af Audi A4 nyder min DTM-racer også godt af den længere akselafstand, der øger stabili­teten i bilen.

Lige nu er vi ved at finjustere de små nuancer der ofte er med til at gøre hele forskellen, da der som regel ikke er mere end 7/10 dele af et sekund fra første til sidste mand i feltet, i en tællende tidstræning.. DTM er virkelig tæt.

Jeg ser meget frem til den nye sæson og er fortrøstningsfuld og tror på chancerne, som gerne skulle indbringe metal i et eller flere af de nævnte løb.”

Kære Tom – held og lykke!

 


Denne artikel er skrevet af Søren Dandanell Nielsen og offent­lig­gjort første gang i Audi Magazine nr. 1/08. Du kan blive gratis Audi Magazine abonnent på www.audi.dk