Tom Kristensens makker Allan McNish arvede førstepladsen til 12-timers-løbet i Sebring, da en anden bil crashede i kvalifikationen og forårsagede rødt flag. Det betød, at skotten ikke måtte køre flere omgange, men til gengæld havde han sat hurtigste tid under træning, og den blev i stedet afgørende Det er set før, at an­denpladser bliver kon­ver­teret til første­pladser i sportens verden, ikke mindst efter EPO’ens indtog. Det var dog ikke do­ping, men en anden deltagers uheld, der sent torsdag rykkede Tom Kristen­sen og Hans Audi R10-die­sel­racer fra anden til første position, da der blev kørt kvalifi­kation til USA’s største sportsvogns­løb, de legen­da­riske 12 timer på Sebring.
   En anden bil stod af med så stort et brag, at banen ikke kunne re­pa­reres inden for den afsatte tid til kvalifikationen. På det tids­punkt havde Stephane Sarrazin sat hurtigste tid for Peugeot, mens Tom Kristensens makker Allan McNish lå på andenpladsen. Mens fransk­mændene jublede over pole, gik Sebrings ledelse i gang med at gran­ske regelbogen, og da den siger, at en kvalifikation kan annul­leres, hvis der resterer mere end ti minutter, endte det hele med dén løsning.
   En af årsagerne til denne beslutning var, at en række biler endnu ikke var kørt ud for at sætte en tid, og en masse af de øvrige favo­ritterne ville derfor skulle starte bagest i feltet.
   I stedet blev det besluttet at lade alle tider fra de seneste dages træning tælle som kvalifikation, og her havde McNish sat bedste tid, mens Peugeot pludselig må tage til takke med en andenplads.
   ”Det var ikke retfærdigt, og jeg forstår glimrende Peugeots skuffel­se,” siger Tom Kristensen efter den noget uventede udvikling på kvalifikationen.
   ”Ligesom på Le Mans sidste år har Peugeot vist god speed over en enkelt omgang, og deres bil var reelt hurtigere end vores i kvalifika­tionen. Jeg er meget spændt på, om franskmændene har udviklet deres bil så godt over vinterens løb, at de kan holde speeden i løbet, for så får vi hænderne fulde. Det er dog ikke kun Peugeot, vi skal holde øje med. Porsche Spyder’ne i den lettere LMP2-klasse er et par sekunder efter os pr. omgang, men henter med deres større tank­ind­hold det hele på færre pitstop. Porsche har efterhånden fået op­bygget den nødvendige holdbarhed, så de bliver farlige outsidere.”
   Lørdagens løb er 56. udgave af Sebring, der er amerikanernes svar på Le Mans. Den bumpede og stenhårde bane er så hård for materi­ellet, at banen regnes for at være lige så udfordrende som det fran­ske forbillede.
   For Tom Kristensen bliver det niende gang, han skal prøve kræfter med løbet i Florida. Han har rekorden for både hurtigste omgang (fem) og sejre (fire), den sidste rekord må han dog dele med sin tidligere Audi-kollega Frank Biela, der ikke deltager i år.
   Ligesom på Le Mans skal danskeren dele bil med McNish og italie­neren Dindo Capello. Samme trio skrev historie, da de i 2006 vandt Sebring i Audi R10-modellens debutløb. Det var første gang, en die­seldrevet bil vandt en af motorsportens klassikere.