Forleden afslørede Fiat de første officielle bille­der af deres nye Fiat 500, der er 3550 mm lang og som præsen­­teres den 4. juli i Torino for den ven­tende pres­se, for modellen er trods alt noget af et ikon.

Salget begynder her­efter den 7. juli og vil sandsynligvis ske til en forven­tet pris på omkring 10.000 euro.

Den nye Fiat 500 produceres på Fiats såkaldte mini-platform, som første gang blev taget i anvendelse til Fiat Panda i 2003. Modellen  vil sammen med 2. generation af Ford Ka foruden platformen dele forskellige kompo­nenter som f.eks. affjedrings­sy­stem og motorer. Ford Ka er desig­net af Fords egen designafdeling, men selve produk­tionen er lagt i hænderne på Fiat, som fremstiller den i Tychy i Polen.

Og ikke nok med det: Fiat skal i 2008 ligeledes fremstille Ka's efter­føl­ger - en aftale som blev konfirmeret i foråret 2005 mellem Fiat og Ford Europe.

Fiats planer med den nye 500-model inde­bærer et salg på 58.000 enhe­der i resten af 2007, og først i 2008 forventer man fuld produk­tion på årligt 120.000 en­heder. Og skulle modellen blive en overvæl­dende succes er det ikke noget problem for Fiat at nå en produktion på helt op til 180.000 enheder med et minimum af investeringer.

Modellen leveres fra start med to benzinmotorer - en 69 hk 1.2 liters og en 100 hk 1.4 liters samt en 1.3 liters turbo-dieselmotor, der yder 75 hk, og alle tre motorer lever op til de nye Euro 5-krav.

Senere i 2010 dukker der en 2-cylindret 900 cc benzinmotor op - natur­ligvis med et meget lavt brændstofforbrug.

Fabrikken i Tychy vil blive udvidet til at kunne klare en årlig produkti­on på 530.000 enheder i slutningen af 2008, og det er næsten en for­dobling i forhold til den nuværende kapacitet på 285.000 enheder. Sidste år lykkedes det dog at producere endnu flere enheder ved at tage overarbejde samt lørdagsskift med ind i timeplanerne.

Så tilbage er der så at nyde den nye Fiat 500 - en moderne udgave af den legendariske 500-model, der var så popolær i årene 1957 - 1975.