Ny crossover-kon­cept­bil fra Mazda præsen­teres i Geneve og i cyber­space

Mazda har premiere på en helt ny koncept­bil, Mazda Hakaze, på den in­ter­nationale biludstilling i Geneve i begyndelsen af marts. Forinden invi­terer Maz­da alle til at prø­ve­køre Mazda Hakaze på Nagare Island i det virtuelle univers Second Life. Det sker fra i dag den 15. februar kl. 18.30.

Mazda Hakaze udtrykker et nyt og spændende designsprog kaldet Naga­re, skabt af Mazdas nye designchef, hollænderen Laurens van den Acker. Den er udviklet i Mazdas europæiske designcenter i Ober­ursel uden for Frankfurt og er den tredje i en serie på 4 konceptbiler. Mazda Nagare blev vist i Los Angeles i november sidste år, mens Maz­da Ryuga blev vist i januar i Detroit.

Kompakt cross­over-coupé med roadster-fornemmelse
Bilen er en kompakt crossover-coupé med roadster-fornem­mel­se, og den kombi­nerer tre traditio­nelle bilty­per. Dele af taget kan tages af, hvilket giver en følelse som i en åben sportsvogn. Hakaze er let og sjov at køre som en kompakt hatchback, og man sidder højt og har et funktionelt interiør som i en kompakt SUV.

Den firehjulstrukne Mazda Hakaze har samme turbomotor med direk­te benzin­indsprøjt­ning som i f.eks. Mazda6 MPS men kunne lige så vel være udstyret med en kraftig dieselmotor.  Blandt de mange spæn­dende detal­jer i Hakaze kan nævnes de store sidedøre, der bå­de kan åbne udad og opad samt et nyt, fleksibelt sædearran­gement. Bagsæderne kan såle­des køres helt frem og ind under forsæderne for at skabe mere plads i baga­gerummet.

Prøvekør Mazda Hakaze på Nagare Island i Second Life
For at give så mange som muligt chancen for at se og prøvekøre Mazda Hakaze har Mazda købt en ø, Nagare Island,  i det virtuelle univers Second Life.

Second Life blev skabt af det amerikanske firma Linden Lab i 2003 som en virtuel, tredi­mensionel ver­den. Den har i dag næsten 3 millio­ner indbyg­gere fra hele verden og er et af de hurtigst voksende samfund i cyber­space. Man finder mere infor­mation på hjem­me­siden www.secondlife.com, hvor man også kan oprette et gratis med­lem­skab.

annonce - klik på logo
Alm. Brand Bilkredit

Glæd en af dine venner med denne artikel, hvis du mener, den kan have interesse for ham eller hende - klik i starten af artiklen - Send artikel - Skriv den relevante e-mail adresse og send samtidig en lille hilsen.